Livshistorien

Livshistorien er den historie, vi fortæller om vores liv, som det har været indtil nu. Vi kan selvfølgelig ikke fortælle alt – så blev vi aldrig færdige. Vi udvælger, bevidst eller ubevidst. Og vi fortæller historien, sådan som vi har oplevet den. Andet kan vi jo dårligt gøre. På den måde vil livshistorien altid blive en subjektiv fortælling.

Hvorfor er livshistorien vigtig? Den er vigtig for os selv, fordi vores identitet har rødder i den historie, vi fortæller om vores liv. Det kan du læse om her. Men den kan også være værdifuld for andre – vi mennesker spejler os jo i hinandens historier, bliver rigere af dem.

Netop derfor bugner boghandlerens hylder af biografier og selvbiografier. Det er som regel ikke almindelige menneskers historier, vi finder på hylderne, men berømte personligheders, og ofte er selvbiografierne skrevet med hjælp fra en ghostwriter, altså en hemmelig forfatter.

Men alle har en historie at fortælle. Det behøver man hverken at være berømt, rig, gammel, ulykkelig eller det modsatte for. Måske er det ikke en historie, der kan sælge i boghandlen, men det bliver den ikke mindre værdifuld af.

---

Hvorfor på skrift?

Du kan sikkert nikke genkendende til mindst én af følgende grunde:

Så kan vi dele historien med en større kreds … Den kan f.eks. trykkes som bog eller lægges ud på en hjemmeside, og på den måde kan mange flere få glæde af den. Den kan inspirere, overraske, glæde eller ryste. Måske give større indsigt og stof til eftertanke. Eller bare fornøje. En ting er sikker: Der er mange historier, der bare venter på at blive fortalt.

Så giver vi historien videre til nye generationer … De historier, vi fortæller i dag, er der ingen, der husker om 20 år. Slet ikke om 70. Men en livshistorie på skrift kan et tipoldebarn en dag få glæde af. Historien vil fortælle hende, hvem hendes tipoldemor eller -far var. Det er vigtigere for hende, end du måske forestiller dig. Og hun vil få et indblik i en tid, der er helt forskellig fra den, hun selv kender til. En bid danmarkshistorie, fortalt af hendes egen tipoldemor eller -far.

Så får vi trådene samlet … For nogle er det en sidegevinst, for andre er det et mål i sig selv: At få samlet trådene. Med livshistorien fortæller vi jo en sammenhængende historie. Den proces efterlader os unægteligt med en større klarhed. Vi får mulighed for at forsone os med det, der ikke har været nemt, og at føle større taknemmelighed over det, der har været godt. Det er ikke terapi at få skrevet sin livshistorie i Skriverhuset. Men det er på den anden side …

Ikke det værste afsæt for at hvile i nuet og gå fremtiden i møde.

Erindringer

Livshistorien bygger på vores personlige erindringer og erfaringer. Det er altid sådan med erindringer, at nogle står helt klart for os, mens andre er mere tågede. Selvfølgelig er der også alt det, vi intet husker om. Hvad der har gjort indtryk på den ene, har måske ingen erindring efterladt i den anden.

Der findes ikke en nøgle til ’erindringsskabet’, men minderne kommer ofte rullende, når vi ser billeder, hører musik, fortæller eller hører andre fortælle. Men bestemme over vores erindringer kan vi ikke. Til gengæld bestemmer vi suverænt, hvad vi vil dele med andre, og hvad vi vil beholde for os selv. En livshistorie behøver bestemt ikke røbe alt.

Nogle erindringer er helt fortryllende, andre det modsatte. Klart, for alle mennesker har både positive og negative historier med sig. Selvom man har mødt de sværeste udfordringer i sit liv, er der altid et eller andet, der trods alt har været godt. At fortælle de gode historier kan gøre det nemmere at bære de tunge.

Mennesker, der kun har usammenhængende erindringsglimt og mangler overblik/sprog til at fortælle, vil ofte opleve stor indre forvirring. Det er det, der sker for bl.a.  demente, og de har behov for hjælp fra pårørende/personale til at få fortalt deres livshistorie.
Læs Ikke alle har sprog/hukommelse til at fortælle.

At erindre er ingenlunde identisk med at huske … Hvad barnet husker, erindrer oldingen.
Søren Kierkegaard, 1845