Derfor arbejder jeg med livshistorier
Det begyndte faktisk med, at min far en dag gav mig en stak noter. ”Prøv, om du kan skrive det her sammen til noget,” sagde han. Da var han allerede syg, og jeg gik i gang med at skrive hans noter sammen. Det resulterede i et vigtigt kapitel af hans livshistorie.
Senere, da han var ved at forsvinde ind i sin egen verden af glemsel, fik han lys i øjnene og et gavtyvesmil om læberne, når historien blev læst højt. Som om han tænkte: ”Nåh ja, den der unge gut var jo mig!” Da gik det op for mig, at det her virkelig var meningsfuldt. Det betød noget for ham. Og i dag, hvor han ikke er her mere, betyder det meget for mig og mine børn at have hans historie.
Nogenlunde samtidig begyndte jeg at inddrage korte selvoplevede historier i min danskundervisning. På det tidspunkt underviste jeg flygtninge, og de små historier gav anledning til både at tale og skrive dansk om noget, der føltes meningsfuldt. Ikke mindst gav det smil og energi på holdet. Senere kom jeg til at undervise mennesker dels med psykisk udviklingshæmning, dels med senhjerneskader. Også disse kursister havde stor glæde af, at vi inddrog de små og store fortællinger fra deres liv.
De erfaringer, jeg her har fortalt om, gav mig interessen for livshistorien. Siden har jeg holdt fortælleworkshops og arrangementer, som du kan læse om andetsteds på hjemmesiden. Men især har jeg skrevet livshistorier. Jeg oplever, hvor givende det er for mennesker at få sat ord på deres historie, at få sammenhæng i den. Og hvor meget det kan betyde for familien og andre at få historien. Det gør mig glad.
Derfor arbejder jeg med livshistorier.